design kundesager localisation dansk oversættelse
Normann Copenhagen

Normann Copenhagen

Læsetid ~6 minutter
Udgivelsesdato 18.03.2026
Normann Copenhagen

Normann Copenhagen blev grundlagt i 1999 og er i dag en international ambassadør for moderne dansk design. Brandet forener rene skandinaviske linjer med legende innovation og solidt håndværk. Med rødder i den danske designtradition bygger identiteten på enkelhed, funktionalitet og respekt for materialer. Værdier, som skal kunne mærkes i kommunikationen på alle markeder.

Da Normann Copenhagen skulle have deres indhold oversat og tilpasset til internationale målgrupper, vidste de, at de havde brug for en samarbejdspartner, der forstår kulturen, historien og designsproget bag brandet, og som kan formidle det til resten af verden med den rette fornemmelse. Stemmen skulle være sikker, kulturelt forankret og troværdig. Den skulle bære arven fra dansk design videre, samtidig med at den taler klart og overbevisende til kunder på hvert enkelt marked. Som deres Brand Activation Manager Karl Johan Neborg udtrykker det: “Vi havde brug for en partner, vi kunne stole på til at tage vare på vores stemme.”

Hos Comunica har vi siden 2007 hjulpet Normann Copenhagen med oversættelse af nyhedsbreve, websiteindhold, kampagnemateriale og anden marketingkommunikation til engelsk, tysk, fransk og italiensk. I hvert projekt sørger vi for, at den poetiske og stemningsfulde stil bevares, så brandet fortsat kan skabe stærke relationer til kunder i hele Europa og resten af verden.

Læs videre og få et indblik i samarbejdet.

At oversætte sproget bag design

Sproget hos Normann Copenhagen er lige så gennemtænkt som de produkter, det beskriver. Produktteksterne er sjældent bare praktiske beskrivelser. De er sanselige, stemningsfulde og ofte næsten poetiske. Materialer bliver ikke blot opremset. De beskrives, så man næsten kan mærke dem. Former bliver til bevægelser, stemninger og atmosfærer. Tonen er detaljeret og selvsikker, og den taler til læsere, der forventes at have samme æstetiske forståelse.

Det gør oversættelsesarbejdet særligt krævende. En ordret oversættelse fungerer simpelthen ikke med denne type tekst, og selv de bedste AI-værktøjer i dag har svært ved at skabe noget, der både hænger sammen og lyder overbevisende på andre sprog. Det, der på overfladen virker enkelt, bygger ofte på små nuancer, rytme i sproget eller en særlig skandinavisk minimalisme, som ikke uden videre passer ind i andre sproglige traditioner.

Oversætteren skal derfor balancere præcision og stemning. Klarheden fra dansk design skal bevares, men samtidig skal varme og sanselighed også leve videre i teksten.

Når balancen ikke rammes, kan det mærkes med det samme. Hvis der er for mange sproglige udsmykninger, kan det udvande brandets enkle elegance. En alt for direkte oversættelse kan derimod fjerne poesien. I begge tilfælde risikerer relationen mellem brand og kunde at blive svækket.

Derfor kræver vellykket oversættelse ikke kun sproglig ekspertise, men også æstetisk forståelse. Det handler om at genskabe den følelsesmæssige og kulturelle klang i teksten, så den føles helt naturlig på hvert marked. Det er netop det, vi bidrager med.

Karl Johan Neborg, Brand Activation Manager hos Normann Copenhagen, uddyber: “Vi sætter stor pris på Comunicas viden om nordisk kultur og forståelse for den danske designtradition. Deres indgående kendskab til vores arv, og til skandinaviske værdier generelt, gør dem i stand til at levere sprogresultater på et meget højt niveau.”

Fra 3daysofdesign til CPH:DOX

Ud over deres løbende marketingtiltag deltager Normann Copenhagen også aktivt i en række markante kultur- og designbegivenheder, hvor brandets univers får fysisk form. Blandt de vigtigste er 3daysofdesign, Københavns årlige designfestival, som forvandler byen til en flere dage lang udstilling af møbler, belysning og indretningsdesign, samt CPH:DOX, en af verdens førende dokumentarfilmfestivaler, hvor film møder kunst og samfundsdebat.

Under 3daysofdesign åbner Normann Copenhagen sit showroom og forvandler det til et oplevelsesrum. Her præsenteres nye kollektioner gennem nøje kuraterede scenografier og konceptuelle installationer.

Under CPH:DOX har brandet blandt andet været med til at indrette og forme festivalens rum, hvor deres design indgår i miljøer, der danner ramme om filmvisninger, samtaler og kulturel udveksling. I begge sammenhænge rækker brandet ud over selve produkterne og bliver en del af en større kreativ samtale om dansk design og innovation.

Når Normann Copenhagen deltager i disse begivenheder, kommunikerer brandet i praksis. Budskabet formidles ikke kun på dansk, men også gennem æstetik, materialer og rumlige oplevelser, og gennem de mange sprog, som internationale gæster bringer med sig. Pressemeddelelser, udstillingstekster, interviews og digitalt indhold skal derfor ramme designprofessionelle, journalister og kulturinteresserede fra Europa, Nordamerika og Asien.

For oversættere betyder det, at sproglig korrekthed ikke er nok. Man skal også forstå begivenhedernes betydning i den internationale design og kulturkalender, og kende de københavnske steder, der danner rammen om dem. Oversætteren må tænke både i rum og i sprog, og forestille sig showroomet, biografsalen og byen hvor det foregår. På den måde kan teksten viderebringe ikke kun information, men også stemning, kontekst og kulturel betydning.

Derfor udvælger vi også nøje de lingvister, der arbejder med denne kunde. Vi vælger oversættere med baggrund i design og med en skarp forståelse for København og byens kulturelle miljø.

Med rødder i dansk tradition

Som et nordisk fokuseret bureau med danske rødder er vi selv en del af den kulturelle og designmæssige tradition, der former brands som Normann Copenhagen. Vi forstår værdierne bag dansk æstetik, enkelhed, funktionalitet, håndværk, fordi de også præger vores egen faglige og kulturelle virkelighed.

Vi arbejder med at formidle disse værdier til internationale målgrupper og har hjulpet en række designbrands inden for mode, interiør og livsstil med at udtrykke deres identitet klart og elegant på flere sprog.

Vil du høre mere om, hvordan vi kan hjælpe dit brand, kan du læse vores andre cases, anmode om et tilbud eller booke en gratis samtale, hvor vi mødes og taler om dine behov.

Copied