terminologiliste terminologi menneskelig ekspertise kunstig intelligens
Ordbog

Derfor bør din virksomhed have en terminologiliste

Ordbog

Hvad kalder man egentlig centrum af en millionby?

Bymidte, city, indre by eller centrum?

I de danske undertekster til Batman-filmene bliver downtown i millionbyen Gotham City konsekvent omtalt som ”midtbyen”. Det er en betegnelse, mange nok snarere forbinder med en mindre dansk provinsby end med en amerikansk storby.

Måske er det på tide, at Batman får sin egen gloseliste?

Eller sagt med lidt finere ord: Batman har brug for terminologistyring.

Og det er han ikke alene om.

For virksomheder, der kommunikerer på tværs af sprog og markeder, er konsekvent terminologi afgørende for både kvalitet, effektivitet og troværdighed. Det gælder, uanset om der er tale om en webshop, teknisk dokumentation eller en international marketingkampagne.

Hvad er terminologistyring, og hvorfor er det vigtigt?

Terminologistyring handler kort fortalt om at beslutte, hvilke ord og fagudtryk din virksomhed bruger, og sørge for, at de bliver anvendt konsekvent.

Det kan være produktnavne, branchespecifikke fagtermer, interne betegnelser eller ord, der er særligt vigtige for virksomhedens brand.

De godkendte termer samles typisk i en terminologiliste eller termdatabase, hvor både medarbejdere og oversættere kan slå op og finde de korrekte betegnelser på forskellige sprog.

Det kan umiddelbart virke som en stor og tidskrævende opgave at oprette og vedligeholde sådan en liste. Men faktisk kan en gennemtænkt terminologistrategi spare din virksomhed for både tid, penge og unødvendige misforståelser.

Når alle bruger de samme termer, bliver kommunikationen mere konsekvent, oversættelsesprocessen mere effektiv og det færdige resultat mere professionelt.

Ensartet terminologi styrker dit brand

Forestil dig en webshop, hvor det samme produkt skiftevis bliver omtalt som en laptop, en bærbar computer og en notebook.

Eller en anden webshop, hvor kunderne møder betegnelser som mobilcover og mobiletui, parkajakke og parkacoat eller hundeskål og madskål.

Ordene er måske forståelige hver for sig, men når virksomheden konstant skifter mellem forskellige betegnelser, kan det skabe forvirring.

Det kan også gøre det vanskeligere for kunden at finde det ønskede produkt, især hvis søgefunktioner, produktkategorier og beskrivelser anvender forskellige termer.

Samtidig risikerer virksomheden at fremstå mindre professionel.

Konsekvent terminologi er derfor ikke kun et spørgsmål om sproglig kvalitet. Det handler også om kundeoplevelsen og den tillid, din virksomhed skaber.

Når kunderne møder de samme betegnelser på tværs af hjemmesider, produktbeskrivelser, vejledninger og marketingmateriale, får de en mere sammenhængende oplevelse af dit brand.

Når en forkert term bliver et reelt problem

I marketingtekster kan inkonsekvent terminologi være irriterende. I tekniske, juridiske og medicinske tekster kan konsekvenserne være langt mere alvorlige.

Forestil dig en brugsanvisning til en medicinsk knæskinne.

I den engelske originaltekst bruges betegnelsen compartment, men i den danske oversættelse har tre forskellige oversættere valgt henholdsvis kompartment, compartment og ledkammer.

Hvilken betegnelse skal brugeren forholde sig til?

Og hvad sker der, hvis den samme komponent omtales forskelligt i installationsvejledningen, produktbeskrivelsen og sikkerhedsinstruktionerne?

Her er der ikke bare tale om et spørgsmål om sproglig stil. Uklar eller inkonsekvent terminologi kan gøre det vanskeligere at forstå instruktioner og i værste fald føre til fejl.

Det samme gælder juridiske tekster, hvor en upræcis oversættelse af et fagudtryk kan ændre betydningen af en bestemmelse.

Derfor er det vigtigt, at virksomhedens centrale fagtermer bliver fastlagt og godkendt af personer med den nødvendige faglige og sproglige ekspertise.

Terminologistyring sparer tid og penge

Forestil dig, at din virksomhed får oversat en omfattende teknisk manual til fem forskellige sprog.

Undervejs støder oversætterne på en række komplicerede fagudtryk, som kræver research og afklaring med virksomhedens tekniske afdeling.

Hvis disse termer ikke bliver registreret, risikerer den næste oversætter at skulle gennemføre præcis den samme research.

Og den næste igen.

Det er hverken effektivt eller økonomisk.

Med en fælles termdatabase kan godkendte termer gemmes og genbruges på tværs af projekter, sprog og oversættere.

Det betyder, at nye oversættere hurtigere kan sætte sig ind i virksomhedens terminologi, og at det bliver lettere at opretholde en ensartet kommunikation, selv når flere personer arbejder på det samme projekt.

Det er især en fordel ved større oversættelsesprojekter, korte deadlines og løbende opdateringer af produktdokumentation eller hjemmesider.

Kort sagt: Jo mindre tid der bruges på at undersøge og diskutere de samme termer igen og igen, desto mere effektiv bliver oversættelsesprocessen.

Terminologistyring er også vigtig, når du bruger AI

I takt med at AI og maskinoversættelse bliver en større del af virksomhedernes arbejdsprocesser, er terminologistyring blevet endnu mere relevant.

Moderne AI-værktøjer kan producere flydende og overbevisende oversættelser på kort tid. Men det betyder ikke nødvendigvis, at de anvender de termer, din virksomhed foretrækker.

Et AI-værktøj kan eksempelvis oversætte det samme fagudtryk på forskellige måder afhængigt af konteksten. Resultatet kan være sprogligt korrekt, men stadig i strid med virksomhedens terminologiske retningslinjer.

Her kan en terminologiliste gøre en stor forskel.

Mange professionelle oversættelsesplatforme giver mulighed for at integrere termdatabaser eller gloselister direkte i oversættelsesprocessen. På den måde kan både menneskelige oversættere og understøttede AI- og maskinoversættelsesværktøjer få adgang til virksomhedens foretrukne terminologi.

Der er dog en vigtig forskel på at give et AI-værktøj adgang til en terminologiliste og at sikre, at det altid følger den.

AI er ikke nødvendigvis konsekvent af sig selv. Derfor er godkendt terminologi, klare instruktioner og kvalitetssikring fortsat vigtige, også når oversættelsen helt eller delvist er automatiseret.

En velorganiseret termdatabase giver virksomheden et bedre udgangspunkt for at kombinere automatisering med sproglig kvalitet og menneskelig ekspertise.

Har du talt med din oversætter i dag?

Selv den mest erfarne oversætter kan ikke forventes at kende din virksomhed lige så godt som de medarbejdere, der arbejder med produkterne og fagområderne til daglig.

En teknisk specialist ved måske præcis, hvordan en bestemt komponent fungerer, mens oversætteren ved, hvordan den bedst beskrives på målsproget.

Derfor opstår de bedste resultater ofte i samarbejdet mellem virksomheden og oversætteren.

Det er en god idé at stille eksisterende referencemateriale til rådighed, være tilgængelig for spørgsmål og udpege en kontaktperson, som kan godkende vigtige fagtermer.

På større projekter kan det også være relevant at inddrage en intern fagperson, der gennemgår og godkender terminologien.

Når den faglige viden fra virksomheden kombineres med oversætterens sproglige ekspertise, får du terminologi, der både er præcis, naturlig og tilpasset målgruppen.

Sådan kommer du i gang med en terminologiliste

Du behøver hverken en omfattende database eller et stort teknisk setup for at komme i gang.

Det vigtigste er at skabe et fælles udgangspunkt og gøre terminologistyring til en naturlig del af virksomhedens arbejdsprocesser.

1. Identificér de vigtigste termer

Begynd med at gennemgå eksisterende hjemmesidetekster, produktbeskrivelser, manualer og andet materiale.

Udvælg de ord og fagudtryk, der er særligt vigtige for virksomheden, eller som ofte giver anledning til tvivl.

2. Fastlæg de foretrukne betegnelser

Beslut, hvilke termer der skal anvendes, og hvilke alternativer der eventuelt bør undgås.

Har du indhold på flere sprog, bør du også registrere de godkendte oversættelser for hvert sprog og marked.

Husk, at den samme betegnelse ikke nødvendigvis fungerer på eksempelvis spansk i Spanien og spansk i Mexico.

3. Tilføj kontekst

En god terminologiliste indeholder mere end bare ord og oversættelser.

Det kan være en fordel at tilføje korte definitioner, eksempler på korrekt anvendelse og eventuelle instruktioner om, hvornår en bestemt term skal bruges.

Det hjælper både oversættere og andre medarbejdere med at forstå, hvad termerne betyder i praksis.

4. Gør listen tilgængelig

En terminologiliste har kun værdi, hvis den bliver brugt.

Sørg derfor for, at både interne medarbejdere og eksterne sprogleverandører har adgang til den relevante terminologi.

Arbejder I med en professionel oversættelsespartner, kan terminologien ofte integreres direkte i de værktøjer, der anvendes under oversættelsen.

5. Hold terminologien opdateret

Sprog udvikler sig, og det gør virksomheder også.

Nye produkter, markeder og services medfører ofte behov for nye termer. Derfor bør terminologilisten løbende gennemgås og opdateres, så den fortsat afspejler virksomhedens kommunikation.

Lad COMUNICA hjælpe dig med terminologistyring

Uanset om din virksomhed arbejder med tekniske manualer, marketingtekster, software eller internationale hjemmesider, kan en gennemtænkt terminologistrategi gøre en mærkbar forskel.

Det handler ikke om at gøre sproget mere kompliceret. Tværtimod.

Målet er at skabe en konsekvent og præcis kommunikation, som dine kunder kan forstå og have tillid til, uanset hvilket sprog de taler.

Hos COMUNICA ved vi, hvor vigtig terminologi er for en vellykket oversættelse. Vores erfarne oversættere og projektledere kan hjælpe med at identificere, afklare og anvende de termer, der er vigtige for din virksomhed.

På den måde kan du skabe et bedre grundlag for dine fremtidige oversættelser og sikre, at dit budskab bliver formidlet konsekvent på tværs af markeder.

Kontakt os for at høre mere om, hvordan vi kan hjælpe dig med at skabe sammenhæng i din flersprogede kommunikation.

Og hvem ved? Måske kan vi også hjælpe Batman med at finde den rette vej til centrum af Gotham City.

Copied