
Signe,
Dansk oversætter
Signe er en af vores dygtige danske oversættere. Intet gør hende mere glad end når hun kan dykke ned i teksten og finpudse hver en detalje, indtil det lyder helt rigtigt. Nogle dage er hun indbegrebet af effektivitet, mens hun andre dage med glæde fordyber sig i en labyrint af syntaks og synonymer – uanset hvad leverer hun altid et fejlfrit resultat. Hendes superkraft er at gå (nogenlunde) organiseret til værks, mens hun jonglerer med det, der føles som en million små opgaver. Selvom teknologi ikke ligefrem er hendes bedste ven, tager hun det nu med ro, når et CAT-værktøj driller, eller en Excel-fil går amok. Fremskridt!
Signe har eksamensbeviser fra både Det Autonome Universitet i Madrid og Aarhus Universitet, og hun taler dansk, engelsk og spansk samt lidt tysk, norsk og svensk. Hun bor i Spanien og elsker den afslappede livsstil og stemningen på kontoret. Hvis hun var en emoji, ville hun være 😎 – ikke fordi hun er vildt cool, men fordi hun mener, at verden godt kunne bruge lidt mere selvironi. Hovedtelefonerne med støjreduktion er fast inventar på hendes skrivebord, for hun tilbringer en stor del af sit liv lykkeligt omgivet af musik og ord.
Når hun ikke er på arbejde, lader Signe batterierne op ved at gå i marchtakt (ikke slentre!) op og ned ad bjerget med de selv samme hovedtelefoner på. Hun er en ægte musikelsker og er nærmest besat af den danske radiostation P6 Beat – i så høj grad, at hun endda lytter til gårsdagens udsendelse, hvis hun gik glip af den. Kaffe er for hende mere end bare en drik, det er et ritual. Og selvom hun ikke sværger til en bestemt snack, er hun generelt bare glad for at snacke.
Hendes bedste minde fra Comunica er hendes allerførste eftermiddag sammen med teamet på terrassen, da hun indså, at hun var havnet på præcis det rette sted: omgivet af venlige, professionelle og oprigtige mennesker, der lever op til de værdier, der betyder noget for hende. Hun bidrager på sin egen måde til teamet – hun arbejder hver anden weekend for at kompensere for sine kortere arbejdsdage, så hun kan tilbringe mere tid sammen med sin datter. Når hun bliver spurgt, om hun ville bytte job med nogen, griner hun bare og siger – »Nej makker, jeg har det fint, hvor jeg er.« For hende kan Comunica bedst opsummeres med ét ord: Forståelse. Og hvis holdet nogensinde skulle strande på en øde ø, ville det være Signe, der stod for ly og læ – hendes gamle spejdermærker og utallige gentagelser af serien »Lost« har forberedt hende godt på det.
