kunstig intelligens crowdin sprogsystemer lokaliseringsløsninger integrationer partnerskab

Comunica bliver Crowdin Agency Partner

Comunica er nu Crowdin Agency Partner. Det gør det muligt for os at tilbyde direkte integration med de systemer, I allerede bruger, så I slipper for at spilde tid på det manuelle arbejde og får fuldt udbytte af intelligente arbejdstilgange.

Crowdin er en lokaliseringsplatform, der gør det muligt at administrere og integrere oversættelser direkte i de værktøjer, hvor indholdet skabes. Platformen tilbyder mere end 700 apps og integrationer, hvilket giver os fantastisk mange muligheder for at integrere alt fra CMS’er og kodearkiver til hjælpecentre og designværktøjer.

Partnerskabet betyder i praksis, at det er slut med at eksportere, e-maile, downloade, uploade, kopiere og indsætte – både for jer og for os.

I stedet kan indholdet bevæge sig direkte fra de systemer, I allerede bruger, til oversættelsesmiljøet. Når teksten er færdig og godkendt, sendes den automatisk tilbage, hvor den oprindeligt kom fra. I stedet for at behandle hver opdatering som et nyt projekt, opbygger vi et kontinuerligt setup, der ruller automatisk og følger med, i takt med at jeres indhold gennemgår opdateringer.

Selvom teknologien styrer organiseringen af indholdet, er kernen af vores arbejde stadig den samme: Vores oversættere står stadig for de sproglige valg, der skaber den reelle værdi.

Comunica er nu Crowdin Agency Partner

Hvad betyder det i praksis?

Forstil jer, at I administrer et flersproget websted.

I et traditionelt setup foregår det sådan her: I eksporterer siderne, der skal oversættes, e-mailer os filerne, vi sender oversættelsen tilbage via e-mail, og så uploades det hele manuelt i jeres CMS. Når der foretages ændringer i indholdet, kræver det manuelt arbejde at kortlægge ændringerne, tjekke eksisterende oversættelser og sende de nye justeringer afsted.

For et websted, der kun oplever ændringer eller opdateringer et par gange om året, kan dette setup måske godt betale sig. Men for websteder, som ofte opdateres, hober de manuelle opgaver sig hurtigt op – og bliver en ren tidssluger. For ikke at tale om risikoen for, at der opstår mangler i indholdet, hvis noget bliver overset.

En integration ændrer spillets gang.

Indhold fra et websted eller et hjælpecenter kan for eksempel overføres direkte til oversættelsesmiljøet – og returneres til det samme system, når det er færdigt og godkendt. Nye opdateringer følger automatisk den samme arbejdsgang, så man slipper for at skulle eksportere og gen-uploade filer hver eneste gang.

Websteder er bare ét eksempel. Crowdin spiller sammen med værktøjer, der skaber indhold til alt fra softwareudvikling, produktindhold og kundesupport til dokumentation, design og marketing. Integrationerne dækker populære platforme som GitHub, Figma, Contentful, Zendesk og Intercom – og mange, mange flere.1

Det giver jer en arbejdsproces, der er bygget op omkring de platforme, hvor jeres indhold allerede befinder sig – så I slipper for endnu et system, der kræver manuelle filuploads.

Vi sikrer et ensartet sprog, i takt med at jeres indhold vokser

Integrationen af jeres indhold er kun det første skridt. Crowdin giver os også mulighed for at samle og gøre brug af den sproglige viden, der opbygges omkring det.

Oversættelseshukommelser, ordlister og styleguides kan deles på tværs af alle projekter. Det betyder, at de rette sproglige beslutninger i et projekt automatisk kommer resten af jeres indhold til gode. Den terminologi, der er fastlagt til jeres websted, tages automatisk med over i oversættelsen, når vi oversætter jeres produkt, hjælpecenter eller fremtidige kampagner.

Jo mere flersproget indhold I opbygger, jo større værdi og udbytte får I. Tidligere oversættelser giver os et solidt referencegrundlag til at oversætte nyt indhold, og ordlister garanterer, at jeres vigtigste terminologi og foretrukne formuleringer altid er konsekvent på tværs af alle projekter.

Det ville være en skam, hvis al den opbyggede viden kun var brugbar i Crowdin. Både oversættelseshukommelser og ordlister kan eksporteres i standardiserede formater, så de sproglige ressourcer, I opbygger, altid kan overføres og anvendes i andre systemer.

Teknologien klarer det praktiske. De sproglige beslutninger træffes af mennesker.

En af de helt store styrker ved Crowdin er automatiseringen af det repetitive arbejde i oversættelsesprocessen, såsom filoverførsel, ressourcestyring og projektfremdrift.

Det betyder, at I kan bruge kræfterne på det, der reelt er vigtigt, vores projektledere kan tage endnu bedre hånd om jeres behov, og vores oversættere kan bruge deres ekspertise på den del af arbejdet, der kræver fornemmelse for sproget og kulturel indsigt.

De fanger nuancerne, afklarer tvetydigheder, træffer stillistiske valg og sikrer, at teksten virker efter hensigten hos målgruppen. Det er de beslutninger, der gør forskellen på en teknisk korrekt oversættelse og en tekst, der rammer målgruppen helt rigtigt.

Crowdin giver os også langt bedre muligheder for at inddrage AI og maskinoversættelse – altid kombineret med menneskelig efterredigering, hvor det giver mening. Til indhold, hvor det er relevant, kan disse værktøjer effektivisere arbejdet. Vi bruger dem dog selektivt og altid med menneskelig gennemgang og kvalitetssikring.

Har alle projekter brug for en integreret oversættelsestilgang?

Nej, det er ikke alle projekter, der har brug for en integreret arbejdsgang. Hvis du for eksempel kun skal have oversat en rapport eller en brochure en enkelt gang om året, er et fuldt integreret setup sandsynligvis slet ikke nødvendigt. Men Crowdin kan stadigvæk gøre en forskel, selv på de enkeltstående opgaver.

Oversætterne kan arbejde med screenshots og visuel kontekst, mens automatiske kvalitetskontroltjek fanger fejl i terminologi, pladsholdere, formatering, tal og tags. Crowdin understøtter desuden et hav af filformater direkte.

I følger nemt med i processen og afklarer spørgsmål ét samlet sted – og opbygger samtidig værdifulde sprogressourcer i oversættelseshukommelser og ordlister helt fra starten.

Integration bliver særligt værdifuld, når indholdet ofte skal opdateres, skal distribueres i flere systemer eller løbende skal vedligeholdes på tværs af sprog.

Som Crowdin Agency Partner hjælper vi med at spotte, hvor platformen reelt skaber værdi, og sammensætter det helt rigtige setup til jeres måde at arbejde på.

I behøver ikke vende op og ned på jeres nuværende setup som det første. Det kan helt enkelt starte med en uforpligtende snak om, hvordan I arbejder lige nu – og om der findes en nemmere måde at gøre tingene på.

Vil I vide, om Crowdin eller et integreret setup giver mening for jeres virksomhed? Så tag endelig fat i os. Vi tager gerne et kig på jeres nuværende setup og vender mulighederne sammen med jer.

Klik her for at læse mere om Crowdin, eller tjek linket her for at se, om platformen kan kobles direkte på de værktøjer, I allerede bruger.


[1] Er I nysgerrige på de tekniske detaljer, har Crowdin en grundig gennemgang af, hvordan integrationerne fungerer i praksis: https://crowdin.com/features/data-sync

Kopieret